logo

Guitarundervisning – børn

At spille på et musikinstrument er verdens mest givende hobby, og guitaren er det perfekte sted at starte. Men hvor skal man starte? Der findes stakkevis af bøger og Youtubevideoer med guitarundervisning; men al erfaring siger at man får den bedste start med en personlig og nærværende, og frem for alt, erfaren underviser. En underviser, der kan hjælpe en godt på vej i musikkens og guitarens verden. En der følger op på både succeser og fejltrin og tilpasser undervisningen med udgangspunkt i elevens behov.

Velkommen til Københavns Guitarskole – Casa de la guitarra.

Undervisningen

Undervisningen består af to dele: 45 minutters soloundervisning og 45 minutters sammenspil. Eleven kommer hver eller hveranden uge til soloundervisningen.

Ved hver lektion bliver lektien fra sidste gang gennemgået, der er undervisning i det nye materiale; eksempelvis det nye stykke, akkordspil, nodelæsning, rytmelære m.v.. Det er vigtigt for den musikalske og spillemæssige udvikling, at eleven ved, hvordan der skal øves mellem lektionerne. Derfor bliver øveteknikken skrevet ned i en notesbog, som bliver udleveret.

Man skal regne med at øve ca. 20 minutter om dagen.

For at få mest muligt ud af undervisningen er det vigtigt med opbakning fra forældrenes side. Især i starten er det vigtigt med engagement, interesse og selvfølgelig at lægge øre til guitarspillet. Forældre er også mere end velkomne til at overvære undervisningen.

Med disse forholdsvis enkle investeringer, kan talentet hurtigt få lov at udvikle sig og musikaliteten folde sig ud.